Skrive stil eller skrivestil?  

Indhold

• Stilen skal passe til formålet

• Vis vej til informationen

• Tag det et skridt af gangen

• Uden et defineret problem, er der ikke behov for en løsning

• Man kan zoome på et landkort

• Overblik for sig, detaljer for sig

• Gak til mesteren og bliv viis.

Min Min bil har været på værksted, og i den anledning lånte jeg en anden, som havde navigationsanlæg. Det er godt, men temmelig dyrt! Nå, men da jeg skulle forsøge at bruge det, kiggede jeg i brugsanvisningen.

Indholdsfortegnelsen (som startede på side 7) henviste til en ’kort vejledning’. Den var på 12 sider og indeholdt mangt og meget, som jeg ikke havde brug for lige her og nu, for eksempel hvordan jeg fik oplysninger om hoteller vist på skærmen. Det var noget frustrerende.

Det var et eksempel på en tekst, der ikke var skrevet på en måde, der tilgodeså læseren.

Stilen skal passe til formålet

Man gør klogt i at gøre sig helt klart, hvad det er man vil med en tekst, hvad opgaven er. Det kunne f. eks. være:

1. At sætte læseren i stand til at udføre et eller andet

2. At afdække et problem

3. At foreslå en løsning

4. At oplyse om et emneområde generelt

5. At undervise i et specifikt emne

6. At fortælle en underholdende historie

Hvert af disse formål kræver sin egen stil eller skrivemåde for at virke effektivt.

Jeg giver kun en kort introduktion til hver af stilarterne her; det ville føre for vidt at gå i detaljer, men der er stof nok til en hel bog.

Vis vej til informationen

Brugsanvisninger skal skrives for den, der skal bruge tingen, ikke primært for at forklare teknikken eller for at sælge dimsen.

Man skal altså sætte sig i brugerens sted og tænke: Hvad er det første de har brug for? At tænde den måske?” 

Så bør man have et afsnit med titlen: ”Sådan tænder du dimsen”

Brugeren måske også brug for at tilslutte dimsen til sin pc, og det fører til et afsnit med titlen: ”Sådan tilslutter du dimsen til din pc”.

For hvert afsnit skriver du så trin for trin, hvad der skal gøres og hvad, der sker.

Læg mærke til, at overskrifterne er rykket lidt ud til venstre. Det gør det let at finde det rigtige afsnit.

Dette kan f. eks gøres med den metode, der hedder I-Map®.

 Du vil sikkert have nogle afsnit i brugsanvisninger, der handler om noget mere generelt (f. eks. hvordan et navigationsanlæg virker), men så er vi nede i opgave 4 eller 5, oplysning eller undervisning.

Og sæt så lige indholdsfortegnelsen forrest og stikordsregisteret sidst!

Tag det et skridt af gangen

Når man skal overbevise nogen om, at noget er et problem, er man nødt til at levere en solid argumentation. Det kræver, at man skriver i en form, som leder læseren frem mod erkendelse af, at der faktisk er et problem.

En god metode er den, der hedder ”Pyramidalsk skrivning”.

Den går ud på, at man fortæller historien kort gennem sine overskrifter, og under hver overskrift anbringer tekst, der forklarer / beviser overskriften. Det betyder, at en overskrift som ”Personaleforhold” er forbudt, medens overskriften ”Der er behov for en efteruddannelse af store dele af personalet” kunne være en brugbar overskrift.

Nede i selve teksten kunne man så forklare at den nye maskine, som skal bruges af hovedparten af de ansatte, fungerer på en helt anden måde en den gamle, og at personalet ikke før har været udsat for sådan noget. Det uddyber og sandsynliggør overskriften. Hvis det er gjort rigtigt, skal man kunne forstå hele budskabet ved blot at læse indholdsfortegnelsen.

Uden et defineret problem, er der ikke behov for en løsning

For at beskrive en løsning er det nødvendig at være specifik. Det vil sige, at man formulerer et antal punkter i bydeform: Gør dit, gør dat. Det er imidlertid ikke nok til at sikre, at det virker overbevisende. Derfor skal hver eneste anbefaling følges af en tekst, der forklarer:

• Hvorfor det skal gøres

• Hvad det betyder i detaljer

• Hvad det kræver af ressourcer

• Hvad fordelene er på kort sigt

• Hvad fordelene er på langt sigt

Man kan zoome på et landkort

Når man vil give generel oplysning om et emne, er man i en situation, hvor læseren meget vel kan være særdeles vidende om dele af emnet. Derfor er det en god strategi, at underopdele emnet på en overskuelig måde, og gøre det let for læseren at zoome ind på den del af emnet, der er af interesse.  Det kan minde lidt om det, man oplever på www.krak.dk.

En god måde at finde strukturen på er at bygge et Mind Map.

Det er en teknik, der også kan finde anvendelse i brugsanvisninger, men kun til at levere den baggrundsinformation, som læseren måske, maske ikke, ønsker. Man skal altså gøre sig klart, hvornår man vil fortælle læseren, hvordan man gør noget helt konkret, og hvornår man forsyner ham med baggrundsviden.

Overblik for sig, detaljer for sig

Når man vil undervise i et emne, må strukturen afspejle en overvejelse i stil med: ”Det er nødvendigt at forstå dét her, før man kan forstå dét der.”

Når det er gjort, kan man bygge en struktur op, der skridt for skridt leder læseren til større og større forståelse for emnet.

Der har imidlertid bredt sig en beklagelig tendens i IT-branchen gående ud på, at all undervisning består af vejledninger i at betjene brugergrænsefladen til et program. Det er en type, vi kun kender alt for godt.

Hermed bliver al undervisning vejledning for mentalt mindrebemidlede, og der er ingen håb for den, der gerne vil have et overblik.

Kapitlet ”Introduktion til Microsoft Publisher” indeholder ikke skyggen af en introduktion, men derimod detaljeret anvisning på, hvordan hjælpefunktionen anvendes.

Gak til mesteren og bliv viis.

Jeg skal ikke gøre mig klog på at skrive fiktion, men nøjes med at henvise til folk, der bare kan det der, H. C. Andersen f. eks.

Bare se, hvordan han gør det i ”Sangerinden på Videoen”, lige fra begyndelsen:

”Der var engang en Rockstjerne, og han ville have sig en Sangerinde, men det skulle være en rigtig Sangerinde.”

 og til slutningen:

”Rockstjernen ansatte hende da som Sangerinde, og Videoen kom på Filmmuseet, hvor den endnu er at se, dersom ingen har slettet den”.

Det kan vi andre ikke gøre bedre.